Så er det snart 1 år siden, at jeg flyttede fra Skodsborg og til Odense – tiden går stærkt. Det er kommet godt gang i klinikken, og jeg har lige siddet og lavet en gennemgang af mine journaler. Som forventet er der en en overrepræsentation af patienter med rygsmerter. Det vil jeg formode ses hos andre sundhedfaglige behandlere også. Så hvordan kan vi nedbringe dette høje antal af patienter med rygsmerter?

Personligt mener jeg at vi bør fokusere mere på at “uddanne” vores patienter i deres rygsmerter, så de dermed får en større forståelse af deres smerter – dette gælder især patienter med kroniske rygsmerter. En gennemgang af ryggens biomekanik, samt hvordan ryggen blandt kan påvirkes af fod-, knæ- og hofteproblematikker, er derfor yderst vigtig. Dertil kommer det vigtigste område i behandling af rygsmerter – nemlig træning! Træning er uden tvivl vores stærkeste våben i kampen mod rygsmerter. Træning kan både være med til at lindre aktuelle rygsmerter – og forebygge nye rygsmerter senere hen. Det vigtige er dog at få den rigtige vejledning i korrekt træning – og jeg kan IKKE anbefale en patient med rygsmerter at eksperimentere med træning selv.

Går du selv rundt med rygsmerter, så er dette mine råd til dig

Først og fremmest skal du jo have en vurdering af din ryg – nærmest en “tilstandsrapport”. En grundig undersøgelse fokuserer ikke kun på ryggen, men på hele kroppen. Her tager man også højde for tidligere operationer og lign. som kan påvirke din krops naturlige mobilitet. Efter endt undersøgelse kan der lægges en plan for din behandling og træning

Er din bevægelighed i rygsøjlen nedsat grundet stramme bindevævshinder eller muskler, bør du bruge en del tid og energi på at arbejde med dette. Her kan eksempelvis yoga være en god løsning. Andre kan have glæde af en kombination af udstrækningsøvelser. Mobilitetstræningen eller bevægelighedstræningen bør koncentrere sig om de basale rygbevægelser. Det vil sige at bøje ryggen forover (fleksion), bagover (ekstension), sidebøje samt rotere til begge sider.

Når det kommer til styrkeøvelser er jeg en klar fortaler for multiledsøvelser eller hel-krops øvelser. Eksempler på disse kunne være burpees og climbers. Fordelen ved disse øvelser er at musklerne arbejder i synergier og dermed mere funktionelt. Det er dog ikke alle, der kan starte ud med denne form for træning – men det bør være slutmålet for de fleste rygpatienter.

Disclaimer: Anbefalingerne i dette indlæg bør ikke følges uden at konsultere egen læge, fysioterapeut eller osteopat