Prøv at forestille dig følgende scenarie: Du har bemærket at højre fordæk på din bil er meget slidt. Du beslutter derfor at besøge et autoværksted. I byen findes to mekanikere: Larsen og Jensen.
Larsen har været mekaniker i byen i mange år, og han kigger hurtigt på bilen og vurderer at dæktrykket har været forkert. Han foreslår at I bare skifter dækket og så måler dæktrykket hver 3. uge. Det tiltaler dig, for det er en billig løsning, og Larsen virker som en rar mand
Jensen går mere grundigt til værks. Han undersøger hele bilen og finder, at dækket bliver slidt ned på grund af en defekt støddæmper. Hans forslag er at skifte dæk samt støddæmper. Denne løsning er noget dyrere end Larsens, men fjerner dermed også årsagen til det slidte dæk.
Du vælger i første omgang Larsen, da hans forslag umiddelbart er billigst. Du forlader værkstedet med nye dæk, og bilen kører som en drøm. Du er glad! Desværre opdager du efter nogen tid, at højre fordæk er begyndt at blive slidt igen. Du ringer til Larsen, som foreslår at I skifter dækket igen, men nu holder øje med dæktrykket hver uge. Du synes stadig, at Larsen er en meget rar mand og virker kompetent, så du køber nye dæk og overvåger nu dæktrykket hver uge. Men men…igen viser det sig, at dækket bliver skævt slidt. Nu ringer du igen til Larsen. Og igen foreslår han at skifte dæk og overvåge dæktryk. Og du siger selvfølgelig ja…..eller gør du? Måske tænker du, at det havde været bedre at benytte Jensens forslag, selvom det oprindeligt var dyrere.
Det er selvfølgelig sat lidt på spidsen, for de færreste ville nok fortsætte med at følge Larsens råd. Men så forestil dig, at historien ikke handlede om et slidt dæk, men et hold i nakken. Hvordan ville du så forholde dig? Ville du fortsætte hos Larsen eller Jensen?
Iøvrigt….når vi alligevel taler om biler. Jeg synes det er lidt tankevækkende at vi snildt betaler 5.000 – 10.000 i bilforsikring året i tilfælde af at bilen skulle få en skade. Men hvor mange penge vil vi bruge, hvis vi selv fik en skade?