Rygsmerter vil de fleste danskere opleve i løbet af livet, så hvad kan der gøres ved det?

Rygsmerter er uden sammenligning den hyppigste årsag til besøg hos mig – med afstand. Og det er både unge og ældre, mænd som kvinder. Og årsager kan være mange (slidgigt, forsnævringer i rygsøjlen, diskusprolaps, nerveirritationer mm) og behandlingen kræver ofte en gennemgang af hele kroppen.

Som osteopat stræber jeg ofte efter, at patienten får forbedret bevægeligheden i de områder af ryggen (og kroppen generelt), som ikke bevæger sig nok. Det gør jeg ved brug af forskelige mobiliserings- og manipulationsteknikker.

Samtidig kan jeg hjælpe patienten med at få stabiliseret de områder, hvor ryggen (eller kroppen generelt) bevæger sig for meget. Her gøres der brug af forskellige træningsøvelser, som patienten kan lave hjemme.

Hvad kan du selv gøre

Den nøjagtige behandlingsplan er unik for den enkelte patient, da den fastlægges udfra en gennemgang af hele kroppen – og selvom symptomerne kan være ens, kan årsagerne være meget forskellige. Der er dog nogle enkelte råd, som er gældende for stort set alle mine rygpatienter:

  1. Hold dig igang
  2. Mobilisér din ryg dagligt
  3. Variér din siddestilling

Hold dig igang. Forsøg altid at holde dig igang, selvom du har smerter. Gå ture, kom ud på cyklen eller måske en tur svømmehallen. Ofte har bevægelse og aktivitet en positiv effekt på dine smerter – også selvom det måske kun er en kort gåtur. Vælg gerne en kort rute, som du kan udvide i takt med, at dine smerter aftager

Mobilisér din ryg dagligt. Sørg for at din ryg bliver bevæget igennem jævnligt henover dagen. Læg dig ned på ryggen med bøjede knæ og fødderne i gulvet. Lad nu benene falde samlet ned fra side til side, og mærk hvordan det roterer din rygsøjle. Mens du ligger på gulvet, kan du også trække knæene op mod brystet, indtil du mærker et lille stræk i lænden. Rejs dig nu op og lav rolige sidebøjninger til højre og venstre side. Her skal du også mærke et let stræk. Vigtig: øvelserne må ikke fremprovokere yderligere smerter.

Variér din siddestilling. Dette gælder især patienter, som sidder ned det meste af dagen. Den perfekte siddestilling findes ikke. Nogle er naturligvis bedre end andre, men alle stillinger er dårlige, hvis de fastholdes for længe. Så nøglen er variation. Hvis dit arbejde dikterer, at du skal sidde foran en computer hele dagen, så skift position eller stol 1 gang i timen. Har du et hæve-/sænkebord, som rejs dig op 10 min hver time. Eller find en sofa eller en blød stol. Dine rygsmerter vil mindske, hvis du kan variere din siddestilling ofte.

Læs mere:

Træn ryggen rask

Introduktion til osteopati