Kender du din egen motivation for at løbe? Er du ude på løbestierne for at slå en personlig rekord eller handler dit løb mere om at koble af fra en stressende hverdag?
Ok – helt så firkantet kan man nok ikke stille det op. Og de fleste er nok både motiveret af konkret, målbar data (fart, distance, puls mm) og den mentale tilstand, som løbet kan bringe med sig. Min påstand er dog at vi primært er drevet af det ene eller det andet.
Som behandler har jeg mødt mange løbere – elite såvel som motionister. Jeg har siden 2014 sammen med ASFysioterapi været med ved “Løb med Avisen”, og har i den forbindelse mødt mange “nye” løbere. Folk som lige er begyndt at løbe, eller har genoptaget løb efter en lang pause – og desværre opstår der ofte forskellige overbelastningsskader i starten af forløbet. Og helt uundgåeligt, da muskler og led hos de nystartede løbere skal vænne sig til den øgede belastning. De er dog typisk hurtigt tilbage i løbeskoene igen efter lidt korrektion af træningsmængde og behandling på klinikken. Og såfremt de lytter til deres krop og ikke fokuserer på tid, tempo eller distance – så holder de fleste sig faktisk skadesfri.
Gør det også ondt, når du løber
Blandt eliteløberene og triatleterne er det ofte afgørende af holde sig til et nøje fastlagt træningsskema. Der skal løbes mange kilometer, og de træner i bestemte belastningszoner som skal følges nøje. Det hele overvåges af en træner, som ved hvornår atleten skal presses hårdere, og hvornår der er brug for en lille pause. Og træneren holder øje med at løberen ikke får overbelastningskader ved netop denne regulering.
Udfordringen for motionisten, som gerne vil løbe som eliten, er den manglende overvågning. Lige nu er det muligt at hente diverse gratis træningsprogrammer fra 5km og op til 42,2 km. Programmer som viser en komplet træningplan med distance og tempo – lige til at downloade til sit løbeur. Det er vanvittig smart – men også medvirkende årsag til langt de fleste løbeskader, som jeg ser på klinikken. Den typiske skadede løber har nemlig fulgt et program slavisk – selvom kroppen var begyndt at sige fra. Og efter en periode er smerterne blevet så store, at løbeprogramet må opgives – og så kommer de til behandling.
Sådan kommer du løbende tilbage fra en skade
I forhold til mit indledende spørgsmål omkring din motivation for at løbe – ja så er det min påstand at løbere, som fokuserer på data vil rende ind i flere skader. Så har du haft mange overbelastningskader, så prøv at undgå at bruge dit løbeur i en periode. Så vil du garanteret opleve, at dit løb bliver mere naturligt i forhold til tempo og længde. Herefter kan du jo så genintroducere løbeuret, hvis du stadig bliver mest motiveret af det.
Så et par hurtige råd herfra er:
- Løb ture uden løbeur. Så kan du bedre mærke, hvilket tempo kroppen bedst kan arbejde i – og du bliver ikke overbelastet
- Lyt til kroppen. Hvis du begynder at mærke smerter, så kig på din træning og regulér den nedad.
- Fortsætter dine smerter efter du har reguleret din træning ned – så tag kontakt til en osteopat eller fysioterapeut. Så får du den bedste hjælp frem mod at blive skadesfri